tirsdag den 25. maj 2010

Andet end patchwork

er det også blevet til.


En bolerojakke - som også skal bruges til brylluppet - ligesom taskerne. Den sidste taske skal være i samme stof som jakken. Jeg har 11 dage til det, så det skal nok lykkes :o)

Den er syet i hørstof som jeg har fundet i Flensborg - i en lækker stofforretning i Angelburger Strasse. De har forøvrigt også patchworkstoffer ..... farlig butik ;o)

torsdag den 20. maj 2010

Kom lige til

at gå lidt amok i haveplanter idag :o)


Men pyt skidt, så har vi noget pænt at kigge på hele sommeren. Når de er "faldet" lidt til i deres potter - ja de blev alle sammen plantet da jeg kom hjem - så sætter jeg billeder ind af dem.


Men det blev da også til lidt mere. Et par "drinksbrikker" til nogen unge mennesker. De vil bruge dem til terrassebordet som er af glas. Egentlig en meget god ide synes jeg. De skulle være "sommeragtige" sagde de, det synes jeg også de er blevet.


onsdag den 19. maj 2010

Vi skal til bryllup den 5. juni

og i den anledning har jeg lovet sønnens kæreste (nå nej - de er jo blevet forlovet nu ;o) at jeg ville sy tasker til os begge.

Jeg havde egentlig regnet med først at lave dem i næste uge, men det gode vejr da jeg kom hjem gav mig energi til at gå i gang. Og se da bare hvor langt jeg er nået.
Jeg mangler faktisk kun lige at lave stikningen omkring hanken og så opfinde en fed lukning til den. Men når nu den første er klar så tager det jo ikke lang tid med den næste.
Jeg håber du kan lide den Mette - for jeg har brugt alt stoffet ;o)

Lidt nyt igen ....


Vores gode venners voksne søn, er flyttet for sig selv. Derfor synes jeg, han skal have lidt nyt og lækkert til sit køkken. Så det blev til disse 2 dækkeservietter. Stoffet blev købt i Husum, i en lille håndarbejdsbutik hvor man ved meget nøje eftersyn finder en del patchwork på 1. sal. Desværre også en ret dyr butik. Men jeg kunne altså ikke stå for disse 2 stoffet.

søndag den 16. maj 2010

Vintercamping ....



Nej det er jo maj måned, men i onsdags da jeg pakkede campingvognen, spurgte vores nabo om vi skulle på vintercamping. Og manden havde jo ret - det har været koldt. Men alligevel dejligt. Vi har kun været en tur i Friedrichstadt, og campingpladsen der er ikke noget at skrive hjem om, men der er hyggeligt og Skipper nød at kunne gå tur mellem fårere på diget direkte ned til Eideren.


Her holdes nøje øje med grillen.

Det blev ikke til meget håndarbejde - jo jeg fik lavet en blomst mere til mit 8 års projekt som jeg tidligere har omtalt.
Og så fik jeg taget gud ved hvor mange billeder :o)

tirsdag den 4. maj 2010

Mit næste større projekt

er et sengetæppe til vores feriebarn Marie som skal konfirmeres til foråret. Hun elsker blåt, så jeg har skåret 192 blå firkanter. De skal så gerne ende med at blive et lækkert sengetæppe.

En del af stoffet er hentet hjem fra USA, så udgiften er faktisk ikke så slem, selvom der skal rigtig mange forskellige stoffer til. Så nu er min kasse med blå stof (rester) blevet udvidet kraftigt.



Men jeg er da i god tid synes jeg, 11 måneder skulle jeg jo nok kunne nå det på :o)

Sommerdugen blev håndquiltet ....

i hvert fald noget af den.



Men mine fingerspidser kunne ikke holde til mere, de er nærmest perforerede. ;o)
Kanten blev maskinsyet.


















Men færdig blev den og det er jo hovedsagen. Nu får den nok lov til at komme med på campingtur i Kr.Himmelfartferien.

søndag den 2. maj 2010

Bedste bliver 85 ....

Bedste bliver 85 idag. I den anledning har jeg forsøgt mig ud i "pose" syningen. Den blev såmænd helt ok - posen. Jeg synes det var lidt "fladt" bare at komme med et indpakket gavekort (som var ønsket), derfor syede jeg en forårspose.