tirsdag den 30. november 2010

Børnenes Julekalender starter nu ...

Så er det imorgen børnene skal pakke den første pakke op. Sådan ser pakken ud.

Det bør nok kunne gættes hvad den indeholder ;-)

Men her i landsdelen er vi ellers stadig så godt som "snefrie" - heldigvis når man skal køre på arbejde mens det er mørkt og det er så godt som mørkt når man igen kører hjem.

søndag den 28. november 2010

Taskekurset

Det har været en hyggelig og spændende dag hos GitteA i hendes nye flotte butik. Og se da bare hvor flittige alle er:


og her er så min næsten færdige taske. Det mangler kun et par stikninger og lignende småting.



Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet og synes det har været en dejlig måde at tilbringe den 1. søndag i advent på :-)
Jeg vil dog lige vise hvad jeg så på vejen hjem - det er desværre ikke så tydeligt - det sneede og jeg kunne ikke se hvordan kameraet skulle indstilles for at tage det helt rigtige billede - men der ER altså et hus inde bag ved alt lyset :-)

lørdag den 27. november 2010

Taske kursus hos GitteA

Imorgen drager jeg til Rødekro på taskekursus hos Gitte. Jeg glæder mig vildt meget - og skal nok tage lidt billeder og vise de fine tasker, som vi sikkert får lavet, frem her.

Det er snart jul ....

Derfor har jeg brugt en del tid på pakkekalenderen til "børnene". I kan følge med i "julekalenderen" her på bloggen - den starter tirsdag aften - da viser jeg pakken til næste dag. Og onsdag aften bliver sløret så løftet for hvad den indeholdt. Ja jeg ved godt det er en skør ide - men jeg gør det alligevel, nu jeg har haft et pokkers hyr med at tage billeder både før og efter indpakningen.
Der er ingen foto's idag - her ligger nemlig så godt som ingen sne. (heldigvis)

tirsdag den 16. november 2010

Så blev jeg helt færdig

Mit syrum så ud som nyt her i aftes kl. 20 .... det gør det ikke helt mere. Men næsten, jeg skal altså blive lidt bedre til at rydde op efter mig.

På det øverste billede mangler jeg stadig at få lidt pakket væk - men ellers synes jeg det ser helt fantastisk ud - i hvert fald i forhold til inden jeg begyndte.

Alt har fået en plads - alt er i plastikkasser. Sågar alle bøger, blade og diverse mønstre er sorteret og lagt i mapper og kasser. Det der ikke var plads til på hylderne er i kasser under bordet. Og for at det er nemt at komme til bøger og blade er de stablet i kasser ved siden af bordet - altså ingen undskyldninger med at de er så svære at finde :-)

søndag den 14. november 2010

Travl weekend

Nej det har jeg ikke haft. En helt rolig hjemme weekend - dejligt.

Jeg kom i tanke om jeg slet ikke har vist mine indkøb på Kreativ Messen frem - så her er de:



Disse 2 blade var nedsat med 30% - det kunne jeg ikke lige stå for.

Og her er så de øvrige indkøb. Det råhvide hørstof er til stitchery - 2 broderirammer i de størrelser jeg mener jeg mangler ;-) og en anelse stof fra Amarylis - en "sypigens affaldspose" og nogen knapper jeg simpelthen måtte eje.

Det var alt - dygtig Anette.

Jeg gik dog lidt amok her i weekenden - fik lyst til at se og mærke på alt mit stof, og så kunne jeg jo lige så godt rydde op med det samme, så det er jeg så godt som færdig med. Men mere om det imorgen.

Anette

søndag den 7. november 2010

En oplevelse ....

Igår aftes var vi til "stand-up" show med Michael Staun og Amin Jensen.


og jeg skal straks indrømme at jeg faktisk ikke havde ret megen lyst. Sidst jeg så Amin i TV var han i mine øjne en opblæst nar - ja jeg ved det er hårde ord, men sådan virkede han på mig på det tidspunkt.
Jeg vil dog straks fortælle at showet igår var alletiders - vi havde ikke hørt om Michael Staun før - men jeg siger jer han tog kegler ved de fleste. Så kom Amin på scenen - og helt ærlig - jeg er stadig helt målløs - der var ikke gået 5 min før publikum nærmest lå på gulvet og vred sig af grin - og det blev de (vi) forøvrigt ved med i de 2 x 50 min han/de optrådte.
Hans ekstranummer var dog toppen af kransekagen - et nummer fra en eller anden opera tror jeg - han sang jo helt fantastisk - og for lissom at bevise at det VAR ham der sang gik han væk fra mikrofonen og sang alligevel hele salen op.
Så jeg bøjer mig støvet for både Amin og Michael - det gjorde i dæleme godt. :-)

onsdag den 3. november 2010

Det er snart jul .....


Så derfor kommer der ikke så mange billeder her det næste stykke tid. De der skal have noget kreativt til Jul skal jo ikke se der her på bloggen først. Vel Mette og Kim ;-)


Men et billede af min lyngplante ude på bordet foran døren - det kan i da få. Og jeg kan se at den flotte gren som jeg egentlig ville focusere på - den blev uklar - nå men - jeg har aldrig påstået jeg var ekspert i fotografiens kunst.